Konservativ kredsformand går i vrede
I protest mod topstyring og manglende demokrati har Brian Mikkelsens kredsformand meldt sig ud af Det Konservative Folkeparti. Flere HB-medlemmer efterlyser større synlighed i partiet.
Det skriver Dagbladet Information fredag.
Det Konservative Folkeparti er topstyret og udemokratisk. Formand Bendt Bendtsen og generalsekretær Morten Bangsgaard har sat sig så tungt på magten, at de ikke giver plads til kritik og dialog i partiet.
Det siger Anders Pedersen, der i 12 år har været formand for partiets prominente Holbæk-kreds med kulturminister Brian Mikkelsen som frontfigur. Anders Pedersen har ligeledes været amtsformand og medlem af hovedbestyrelsen i fem år, indtil han for nylig tog konsekvensen og meldte sig ud af partiet.
»Morten Bangsgaard er eminent til at tilrettelægge møderne i hovedbestyrelsen, så der aldrig bliver tid til at stille kritiske spørgsmål eller træffe fælles beslutninger. Hvis det ikke passer ind i hans kram, bliver det ikke drøftet,« siger han til Information.
Ingen tør gøre andet
Anders Pedersen mener, at partiet i dag reelt styres af to personer:
»Morten Bangsgaard er blevet så stærk, at ikke ret mange tør sige eller gøre andet, end hvad han og Bendt Bendtsen finder ud af,« siger han.
Fra hovedbestyrelsen er Anders Pedersens erfaring, at størstedelen af medlemmerne har været lige så frustrerede som ham over topstyringen.
»Men de tør ikke være kritiske af frygt for at blive forbigået, næste gang der skal fordeles interessante poster,« siger han. Anders Pedersen peger på, at utilfredsheden internt i partiet efterhånden er blevet så stor, at det blot er et spørgsmål om tid, før konflikten bryder ud i lys lue.
»Trykket bliver større og større. Den dag, hvor låget ryger af gryden, bliver det med et ordentligt brag. Det kan simpelthen ikke blive ved,« siger han og understreger, at han politisk stadig er fuldt på linje med partiet og godt kunne finde på at melde sig ind igen, hvis der kom en ny ledelse.
»Men det har desværre lange udsigter. For hvis Bendt Bendtsen valgte at trække sig, ville hverken Lene Espersens eller Connie Hedegaards bagland kunne acceptere, at den anden blev leder af partiet. Derfor er det afgørende, at de internt bliver enige om deres roller og får det handlet af med deres bagland. Ellers bliver vi nødt til at finde en tredje kandidat, der kan tage over.«
Afviser kritikken
Generelsekretær Morten Bangsgaard afviser kritikken fra Anders Pedersen:
»På hovedbestyrelsesmøderne er der rig lejlighed for, at alle kan komme til orde, og både Bendt Bendtsen og jeg selv er gode til at give plads til andre,« siger Morten Bangsgaard til Information.
Også flere hovedbestyrelsesmedlemmer er bekymret over den manglende debat i partiet – blandt andre Peter Norsk, der genopstiller til HB, hvor han med enkelte afbrydelser har haft plads i 12 år. Bevæggrund nummer ét: Der er brug for én, der tør sige noget.
»Internt er der mange folk, der ikke siger noget. Vi skal tale lige ud af posen i hovedbestyrelsen, men mange gange har jeg oplevet, at folk bliver bly og bange, når de ser de kendte ansigter,« siger han.
Brug for mere synlighed
Mens meningsmålingerne placerer K under valgresultatet, er der i baglandet bred enighed om, at der er behov for større synlighed.
»Om vi er synlige nok, skal man lade være op til vælgerne at vurdere. Men vi kan blive bedre til at være endnu mere synlige,« lyder det fra HB-medlem Stiig Wæver, som mener, at partiet har behov for at ryste støvet af sig og finde en ny profil.
Tidligere KU-formand og HB-kandidat Kasper Hülsen mener, at partiet er for dårligt til at markedsføre de populære ministre og politiske resultater.
»Bendt Bendtsen viste styrke med skatteaftalen, men kommunikationen skal være bedre og mere borgerlig. Han har måske for nemt ved at give efter over for Fogh,« siger Kasper Hülsen.
Chefen bedst til at afvænne alkoholikere
![]()
Den største motivation for at komme ud af alkoholisme er ikke forholdt til venner, børn eller et bedre liv. Derimod kan alkoholikeres chef og arbejdsplads spille en helt afgørende rolle for at stoppe et misbrug. Det viser en opgørelse fra Sundhedsstyrelsen, skriver Ingeniøren.
78 pct. af dem, der af deres arbejdsplads bliver motiveret til at komme ud af deres misbrug, bliver ædru alkoholikere. 37 pct. og dermed under halvdelen kommer ud af alkoholismen, hvis de selv henvender sig, viser Sundhedsstyrelsens undersøgelse.
“Det, vi nødigst vil miste, er vores arbejde. Derfor er det en stærk motiverende faktor, når arbejdspladsen hjælper med at løse problemet og dermed tilkendegiver, at de gerne ser, at man kommer tilbage igen,” siger specialkonsulent Kit Broholm
fra Sundhedsstyrelsen.
Alkoholisme er meget udbredt blandt danskerne. Ifølge Sundhedsstyrelsen drikker 600.000 danskere mere, end det er anbefalelsesværdigt. Heraf er 160.000 direkte afhængige af alkohol, mens 190.000 ikke er afhængige, men har et skadeligt forbrug.
Monstret er tilbage

Valuev blev hyldet som en anden King Kong, da han den 7. oktober 2006 havde forsvaret sit WBA-bælte mod Monte Barrett.
Den 2,13 meter høje og knap 150 kilo tunge russiske bokser Nikolai Valuev er tilbage, når han lørdag går i ringen mod en ubesejret canadier
Nikolai Valuev er tilbage. Monstret fra St Petersborg, som i april tabte sit WBA-bælte i sværvægt til uzbekeren Ruslan Chagaev, er tilbage i ringen lørdag, når han i EWE-Arena i Oldenburg skal op mod den ubesejrede canadier Jean-Francois Bergeron i en kamp om VM-bæltet hos det lille forbund NABA.
Den 2,13 meter høje og knap 150 kilo tunge russer forsvarede sit bælte fire gange, inden han tabte sin første kamp som professionel mod Chagaev. Nu har han skiftet sin træner Manuel Gabrielian ud med Alexander Zimin, som skal gøre ham til en bedre bokser.
- Nikolai var verdensmester. Vi vil vinde titlen tilbage. Det siger sig selv. Men jeg tænker ikke kun på titler. Det er mit mål at gøre ham til en bedre bokser, siger Zimin om sine ambitioner.
- Mere bevægelse, flere slag, bedre taktisk forståelse. Kort sagt: Han skal bokse attraktivt. Folk skal nyde at se ham bokse. Når de går hjem, skal de sige: ‘Det var en fornøjelse at se denne bokser i ringen’.
Valuev kan meget hurtigt komme i betragtning til en ny VM-kamp i et af de store forbund. Men først er der en sulten canadier, som skal overvindes. 34-årige Jean-Francois Bergeron er ubesejret, og han har også en af de helt store VM-kampe inden for rækkevidde, hvis han kan overkomme monstret.
- Når jeg har forsvaret min NABA-titel mod Nikolai Valuev, rejser jeg til oktoberfest i München for at fejre min sejr. Derefter vil jeg forsøge at få en VM-kamp i nær fremtid, siger Bergeron til boxen.com.
Ældre kunne fordoble deres forbrug
Det konstaterer ATP på baggrund af en række beregninger af ældre boligejeres økonomiske situation.
Beregningerne, der er foretaget på baggrund af oplysninger fra Danmarks Statistik og BRFkredit viser, at det netop er blandt de ældste boligejere, man ser de største friværdier. Og at friværdierne stiger, jo ældre man bliver.
Ifølge Ulrikke Ekelund, cheføkonom hos BRFkredit, drejer det sig i gennemsnit om 1,3 mio. kr. pr. boligejer over 67 år.
“En nyslået pensionist på 67 år med 1,3 mio. kr. stående på en bankkonto ville kunne opnå en ekstra månedlig udbetaling på omtrent 7.500 kr. resten af livet, hvis vedkommende regner med at leve lige så længe, som 67-årige gør i gennemsnit. Og pengene er skattefri,” siger Ole Beier Sørensen, analysechef i ATP.
17.000 i stedet for 9.000 kr.
Beløbet skal ifølge ATP ses i lyset af, at pensionister, der ejer bolig, i gennemsnit har en pensionsindkomst på 13.000 kr. om måneden før skat – hvilket typisk bliver til omkring 9.000 kr. efter skat.
“Hvis pensionisterne var villige til at bruge boligformuen, havde de ikke 9.000 kr. men i stedet 16-17.000 kr.,” oplyser Ole Beier Sørensen.
Venter pensionisten med at indfri formuen til vedkommende er 72 år, vil der være ekstra godt 10.000 kr. om måneden resten af livet.
Og hvis det sker som 77-årig, er der tale om hele 15.000 kr. om måneden – skattefrit.
-
Nye
- Pia K: Villy er nok en bedre formand end Helle
- Bjørn Stiedl stævner Poggenpohl
- David-sagen: Gaarde græd
- Pistolmand efterlyses i udlandet
- Hjælp Mauna og de andre børn
- Hvad har politikerne at sige til dette?
- Flere må opgive at strejke
- Søren Pind forlader borgerrepræsentationen
- V lydhør overfor kritik af udlændingelov
- DF undrer sig over Venstre-udmeldinger
- Venstre-folk skal ikke med på den tur nu
- PayPal vil blokere for usikre browsere
-
Links
-
Arkiver
- februar 2009 (2)
- januar 2009 (3)
- april 2008 (4)
- marts 2008 (1)
- februar 2008 (1)
- januar 2008 (1)
- december 2007 (1)
- november 2007 (1)
- oktober 2007 (2)
- september 2007 (4)
- august 2007 (2)
- juli 2007 (2)
-
Kategorier
-
RSS
Indlæg RSS
Kommentar RSS